En hjemløs' historie

Denne beretning kunne tage afsæt hvor som helst i Danmark. Det kunne være i din by, i min by. Det sker hver eneste dag overalt i dit og mit samfund. Beretningen er en virkelig historie. Det er ikke alle hjemløse, der lever sådan i dagens Danmark, men når det kniber med herbergspladser, så er det sidste udvej.


Jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer som tidligere hjemløs. Jeg har været hjemløs i 13½ år, men er i dag kommet i egen bolig og har det rigtig godt med det.

En hverdag for mig som hjemløs, kunne sagtens se sådan her ud:

Lad os tage en dag fra da jeg holdt til i Viborg i Jylland for en hel del år siden. Jeg var nødsaget til at stå op før kl. 06.00 for jeg sov ofte på et offentlig toilet, brugte det der ligger under Sct. Mathiasmarkedet. Jeg skulle sørge for, at jeg ikke blev opdaget af rengøringspersonalet, der altid kom kl. 06.00 om morgenen, for opdagede de at jeg sov der inde, ville de aflåse toiletterne om natten. Så uanset vejret, måtte jeg ud af døren og ud i enten solskinsvejr eller regnvejr. Noget af det værste var, når man kom sent om aftenen eller omkring midnat, så var lyset slukket og man måtte famle sig frem. Jeg måtte hver nat kravle rundt på alle 4 for at se, om der enten lå glasskår, sprøjter eller lignende på gulvet, som lige skulle fjernes inden jeg lagde mig op ad den varme radiator.

Når jeg så forlod toilettet om morgenen, gik jeg altid ned på banegården og fik låst min taske inde, hvis jeg altså havde penge til det. Ellers måtte jeg bære rundt på den hele dagen...

Når kl. nærmede sig 09.00 gik jeg som regel op i bibliotekshaven efter jeg havde været i Aldi og købe nogle morgenbajere. Satte mig så på bænken og prøvede at nyde tilværelsen så godt det nu lod sig gøre. At samle flasker i en by som Viborg, er næsten umuligt, så jeg måtte ernære mig med det jeg kunne tigge mig til og hvad jeg ellers kunne lave af penge i løbet af dagen.

Det skal nok nævnes, at jeg ud over at være hjemløs også havde et misbrug at holde styr på.

Der kom så at sige alle slags mennesker i bibliotekshaven i Viborg. Dog mest alkoholikere og stofmisbrugere. Vi holdt ellers til i Latinerhaven, men kommunen havde besluttet at få politiet til at fjerne os derfra og det resulterede i, at vi blev spredt over hele byen. Hvis politiet nu skulle finde en af os, måtte de lede hele byen igennem og ikke som før, bare kikke ned i Latinerhaven.

Jeg kunne sagtens få det meste af dagen til at gå i bibliotekshaven, men tit og ofte mødte man nogle man kendte der. Det endte så ud i at vi splejsede sammen til øl m.m. og fandt et andet sted at sætte os.

Morgenmad og middagsmad hørte til sjældenheder. Og kun når jeg havde råd til det ,eller når jeg kunne få skrevet noget på regningen nede på Kirkens Korshærs varmestue, fik jeg noget at spise om eftermiddagen. Som regel blev maden nede, men det skete oftere og oftere, at jeg kastede det op igen og til tider kunne jeg gå i 4 til 5 dage, uden fast føde. Det slider på kroppen, især når man aldrig sover ordentligt, for jeg var hele tiden på vagt. Jeg skulle ikke sove så dybt, at jeg blev rullet, frarøvet tøj og evt. penge eller endnu værre, blevet slået ned.

Det krævede at jeg aldrig sov mere end en ½ til 1 time af gangen og kom der nogle forbi døren ind til toiletterne, vågnede jeg som regel ved lyden. De sidste 5 til 6 år som hjemløs forsøgte jeg dagligt først at tænke på, hvor jeg skulle sove efter kl. 18.00. Ellers ville det fylde hele min dag og ødelægge min chance for at overleve.

Jeg kunne ikke forliges med at bo på forsorgshjem og at indskrive sig på et herberg, kostede et sted imellem 50 og 65 kr. pr nat. Og det var langt fra hver aften jeg lå inde med så mange penge, at jeg kunne lægge dem til side og stadig have råd til morgen øl, for at undgå abstinenser. Så at sove et offentligt sted, var så at sige den eneste mulighed for mig.

Tøj fik jeg sjældent vasket og jeg lignede jeg ved ikke hvad. Nyt tøj fik jeg aldrig råd til. Tøj fra Kirkens Korshærs varmestue, var jeg lykkelig over at modtage. Det var måske ikke moderne og nyt tøj, men det var rent og bare det at der var et andet menneske, der brugte tid og energi på at finde noget tøj frem for at forære mig det, varmede ikke kun temperatur mæssigt, men varmede også mit hjerte. Ofte så meget, at jeg gik der fra med tårer i øjnene, men det kunne jeg ikke tillade mig at vise til nogen, da jeg jo så ville tabe ansigt og folk ville se ned på mig.

Jeg havde et par mennesker jeg ofte besøgte i Viborg. Jeg skylder dem så at sige alt i dag. De var der altid for mig og hvordan giver man igen på det som hjemløs....

I dag ville jeg meget gerne kunne give bare lidt af det igen, men ved ikke hvordan.