Historien om John

John har valgt at være anonym, så der er valgt andre navne for både John og andre, som omtales. En hjertelig, stor tak til John for hans flotte historie. Interviewet og skrevet af Louise, frivillig på Perronen.


En plejefamilie, der gjorde forskel


Mit navn er John. Jeg er i dag 45 år.

Dengang Jeg blev født blev jeg tvangsfjernet fra min mor, da jeg blot var halvanden time gammel. Efter jeg kom til verden blev min mor tvangssteriliseret - en lov som man ikke længere gøre brug af i Danmark. Min mor var alkoholiker og misbruger af stoffer.

Jeg kom på et børnehjem og fik dernæst en plejefamilie, men der gik ikke længe, før min mor stod og bankede på døren. Hun havde været på behandlingshjem og kunne derfor få lov til at tage mig med hjem til min storesøster. Vi boede dengang i København.

Min mor røg ofte lynhurtigt i vandet igen. Hun kunne ikke tage vare på mig og min søster. Så samværet med min mor kunne vare fra en uge og, hvis jeg var heldig, helt op til tre måneder.

I mine første 11 leveår var jeg på 17 forskellige steder. Jeg var blandt andet på børnehjem, institutioner for fejlanbragte børn og plejefamilier. Historien var næsten den samme hver gang. Det lykkes ikke at finde det rigtige sted til mig. Børnene imellem var der meget vold. Vi bankede hinanden og følte os som nul og nix.

Det ene sted står mig meget klart. Jeg var kommet til en ny plejefamilie i Jylland, hvor min søster også kom med, så vi havde hinanden. Det var rart. Men igen var vi kommet til et hjem, hvor der var vold indblandet. Vi begge blev udsat for vold. En dag blev jeg bundet fast til en spisestol, for at blive tvangsfodret. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg skreg og kastede maden op, hvilket jeg også blev tvunget til at spise. Jeg var rasende og kunne kun se mit snit til at flygte.

På dette tidspunkt var seks år gammel. Da muligheden var der, løb jeg alt, hvad jeg kunne. Jeg husker ikke så meget mere om, hvordan jeg kom til København, andet end jeg sad i et tog ude på toilettet og gemte mig. Jeg kom hjem til min mor igen. Her blev jeg igen hentet af politiet for at skulle bringes tilbage til den samme plejefamilie, men da jeg viste dem mine mærker og sår ned over min krop, blev der fundet et helt andet sted til min søster og mig. Det var langt fra hver gang, vi kom samme sted hen. Den omtalte plejefamilie blev anholdt, og jeg har aldrig fået mere at vide om, hvad der skete dem.

I de perioder hvor min mor havde hentet mig hjem, var det helt klart min storesøster som tog sig af mig. Hun sørgede for, at jeg fik mad, og jeg kom i skole. Min storesøster var hurtigt tvunget til at blive voksen og klarede for det meste sig selv eller os begge to. Vores mor havde ofte nogle længere ture, hvor hun var ude og klare sit misbrug. Her kunne vi være alene hjemme i flere dage. Indtil vi ikke længere havde mere mad i hjemmet. jeg var selvfølgelig sulten og træt, bare syv år gammel henvendte jeg mig personligt til kommunen. Jeg fortalte, at jeg var sulten og spurgte, om de ikke kunne hjælpe mig med at komme et sted hen og sove. Jeg husker, at de ikke kunne tro deres egne øjne, men den dag blev jeg forkælet og fik igen et nyt sted at være.

Da jeg var 11 år valgte man at sende mig på Skoleskibet Danmark i et halvt år. Jeg skulle "afrettes". På dette tidspunkt er jeg simpelthen så ekstrems voldelig og kunne slet, slet ikke styre mig. Jeg stjal rigtig meget i denne tid. Min tillid til folk eksisterede slet ikke. Kendte ikke til kærlighed eller omsorg, ikke engang fra mig selv. Det handlede kun om at overleve. Så tyverier og andet småkriminelt blev hurtigt en del af min hverdag. Hverken min storesøster eller jeg havde kontakt til vores mor. Da jeg var 12½ år, valgte vi begge at "slå hånden af" hende.

Et stort vendepunkt

Turen på skibet lykkedes til dels, i hvert fald så meget, at man turde sende mig til en ny plejefamilie igen. Denne familie blev et af mine store vendepunkter i livet. Jeg blev mødt med kærlighed, omsorg og forståelse. I denne familie var der tre andre drenge, som var plejeforældrenes egne børn. Her stod tre drenge og smilede til mig. De ville ud i haven og lege. På vej ud af døren snuppede vi et stykke kage med i hånden og tyve minutter senere kom min nye mor, for det var hun, en ægte mor, ud med saftevand til os. Det var så vildt og så svært at forholde sig til, nærmest at blive overdænget med en ubeskrivelig og naturlig kærlighed. Det tog naturligvis tid, at lære. De formede mig til en god person. Her blev jeg opdraget. Når jeg tænkte tilbage på fortiden, valgte jeg at tænke positivt.

Jeg passede min skole og klarede mig ualmindeligt godt. Det hele vendte sig stykke for stykke. Jeg kørte med aviser som 13-årig og lærte, hvad penge var, lærte at bruge dem fornuftigt. Jeg følte mig vellykket og som et "normalt" barn ligesom alle de andre gode venner, jeg nu havde fået.

Efter folkeskolens udvidede tiende klasse med mange gode karakterer og en velfungerende hverdag fik jeg en læreplads hos en bager i København. Bageren kendte til en som havde en lejlighed. Her lejede jeg et værelse. Jeg flyttede hjemmefra. Det gik rigtig godt. Jeg mærkede tydeligt en forandring indeni mig selv. Mit liv var helt normalt og min plejefamilie var og er den dag i dag min mor og far.

Min uddannelse som bager og konditor tog fem og et halvt år år. I denne tid så jeg stadigvæk til mine venner og havde et stærkt netværk med gode fritidsinteresser. Et halvt år før jeg blev helt færdig med min uddannelse fik jeg mel-eksem. Det gjorde dog ikke, at jeg bremsede op men afsluttede derimod forløbet. Jeg følte mig nu helstøbt efter min uddannelse.

Efter endt uddannelse valgte jeg at komme i et vikarbureau. Jeg blev ansat som arbejdsmand/håndværker i Idrætsparken og var med til at bygge den op fra starten af. Herefter blev jeg ansat ved metroen og var med til at starte hele projektet i gang.

I denne tid flyttede jeg i et lille hus i København, som jeg selv købte, for de penge som mine plejeforældre havde sparet sammen til mig. Efter fire år fandt jeg en kæreste. Vi flyttede i hus sammen, og jeg fandt et nyt job, hvor jeg arbejdede med at bygge fyldemaskiner og blev lagerchef. Her var jeg i fem og et halvt år.

Fortiden havde givet mig styrke og bragt mig gennem nåleøjet. Så da jeg mærkede en af virkelighedens små slag, da min kæreste og jeg gik fra hinanden, var jeg klar til at komme videre med mit liv, endnu engang. Jeg købte mig en ejerlejlighed og fandt nyt job på et medicinalfirma. På dette tidspunkt var jeg 32. Inden ansættelsen blev min straffeattest tjekket, og det fik mig virkelig til at føle mig hjulpet i tiden hos mine forældre i plejefamilien. Jeg gik meget op i at holde mine linjer og være en god person. Det var helt normalt for mig, at der var orden i mine ting og var nærmest opdraget til en perfektionist. Den stik modsatte boldgade af min barndom.

Jeg blev efter to og et halvt år headhuntet af et andet medicinalfirma. Jeg arbejdede her med lagerstyring. Efter et år fandt jeg Lise. Vi blev gravide sammen. Hun fødte vores lille dreng, som efter et år døde fra os på grund af alvorlig sygdom. Det var hårdt både for Lise og mig, og vi røg begge ned på det, flytter fra hinanden men fandt hurtigt sammen igen. Vi blev igen gravide og fik vores dejlige datter Sofie.

Nye prøvelser

Lise tog stoffer bag min ryg. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke opdagede det. Vi fik hjælp af kommunen til at komme længere væk fra København. De mente, det var vejen frem for os, så Lise kunne komme væk fra sit miljø og blive clean.

Vi flyttede til Lolland og blev gravide igen. Jeg gik uden job, søgte alt hvad der kunne søges, men jeg var for overkvalificeret. Samtidig gik det ikke godt mellem Lise og mig. Jeg kunne ikke stole på hende. Hun blev sat på gaden med vores datter. Jeg fandt kort efter ud af, at Sofie med 99,7% sikkerhed ikke var min datter. Samtidig mistede vi vores ufødte barn. I samme moment mistede jeg min biologiske mor. Det ramte mig hårdt, fordi jeg havde overvejet at optage kontakten til hende igen.

Jeg var helt nede psykisk og manglede livslyst. Energien forsvandt. Jeg blev indlagt på et psykiatrisk hospital med en meget dyb depression. Jeg manglede og savnede de gode stabile dage, mine vante omgivelser og helt klart et job. Igen trådte min plejefamilie til. Mine forældre hentede mig. Her var jeg i nogle uger. Vi talte om forventninger til ens liv og krav til ens liv og det ansvar, der er bag vores handlinger.
Jeg valgte at tage tilbage, tilbage for at kæmpe for Sofie til trods for hun ikke var min datter. Et valg som mine forældre ikke umiddelbart var enige i, men som de i dag er stolte og glade for, at jeg traf. Sofie og jeg har noget uadskilligt sammen.

Jeg legede et rækkehus på Falster, så jeg var tæt på min "datter". Mine tanker var på min fortid, og jeg ville gerne være der for hende og hjælpe. Lise havde det bestemt ikke godt, og der blev hurtigt lavet en ordning, hvor jeg havde Sofie hver anden uge. Lise røg ud i et stort misbrug og kaosset væltede om hende. Kommunen begyndte at inddrage mig i møder som omhandlede Sofies liv og hverdag generelt. De så rygrad og ballast i mig. Jeg var til et hav af møder og tjek samt kontroller. I takt med Lise fik det værre og værre, havde jeg nu Sofie hver eneste dag. Kommunen havde bestemt, at Sofie nu var min datter. Jeg brugte ekstremt mange ressourcer, en helt naturlig reaktion, selvom det var et langt hårdt arbejde.

I dag får jeg min pension og koncentrerer mig kun om at få Sofie ind i en rigtig god stabil hverdag og sørger for Sofies skyld for, at hun nogle gange er i kontakt med sin mor. Ellers havde der ingenting været imellem dem nu.

Jeg traf en dag en gut, som præsenterede mig for Værestedet Perronen. Jeg kom i jobaktivering og blev senere frivilligbruger på Perronen. Nu føler jeg, at det er mit arbejde og påtager mig det som et almindeligt arbejde, og kan derfor arbejde med mig selv igen. Jeg fik igen min indre ro og balance i hverdagen. Min datter bor stadigvæk hos mig og vil altid gøre det.

Jeg trives allerbedst med at have noget at lave. Jeg står ved mine valg og gør små nævneværdige ændringer undervejs. Jeg hjælper mine medmennesker og ved, hvor hårdt systemet kan føles at være oppe imod. Jeg ved også, at giver man bare en lillebitte del af sig selv og kæmper for det, så kan det lykkes. Jeg føler, jeg bidrager til at sætte et lys i gang hos andre.

Jeg sætter mig udover mig selv, og gør noget godt for andre - stik modsat af min barndom, men det er det, som jeg har lært af min plejefamilie.