En alkoholikers historie

Interviewet og skrevet af Louise, frivillig på Perronen.


Mit navn er "Guffe". Jeg er født i København i 1960. Jeg har tre søskende, heraf har Jeg en søster, som jeg har meget kontakt med. Både dengang men også i dag.

Vi flyttede til Falster i 1964. Her boede jeg sammen med min mor og hendes nye mand, som de kaldte for min far, hvilket han ikke var. Jeg gik i skole til 7. klasse. Det klarede jeg ikke særlig godt. Der var altid en hel del ballade, og jeg har skiftet skole et par gange. Jeg har haft en hård barndom, det er der ingen tvivl om.

Allerede som 14 årig begyndte jeg at drikke bajere. Jeg kom i en klub, der dengang hed Excellens, klubben gik i opløsning for meget længe siden. Her startede også min tid som kriminel.

Jeg husker tydeligt min 20 års fødselsdag, jeg stod nede på banen, da politiet kom og ville tage mig med. Vi lavede en aftale om, at jeg nok skulle møde op på politistationen næste dag. For min 20 års fødselsdag ville jeg ikke bruge i politiets varetægt. Så jeg fik fejret min runde dag og mødte næste dag op på stationen til en ny anholdelse. Mon ikke det var for tyveri, det tror jeg. For vold, er jeg aldrig blevet dømt for.

I 80'erne var jeg generelt bare i dårligt selskab. Jeg tog en masse piller og prøvede også speed nogle gange. Hash og alkohol var en del af min hverdag. Den ene dag tog den anden. Jeg lavede rigtig meget kriminalitet. Jeg stjal. Alt fra smøger, telefoner, penge, sprut og meget meget andet. Alt hvad jeg stjal, var med henblik på videresalg. Det handlede kun om at overleve og penge, så jeg kunne købe mine øl. Det har ikke altid været smertefrit eller uden omkostninger, så selvom jeg har været god til at regne den ud, har jeg siddet inde 5-6 gange og aldrig været i stand til at møde ædru op, efter mine udgange.

Selvom jeg stort set altid har været alkoholiker, havde jeg ofte et arbejde som jeg passede. I starten af halvfemserne arbejdede jeg som skraldemand. Jeg købte mig et hus og passede mit arbejde og huset. Alt imens jeg drak. Jeg arbejdede senere hen som jord-beton-arbejder og murerarbejdsmand. Hvis ikke jeg havde lært at drikke, så kom jeg til det her. Og mine penge slap hurtigt op. Jeg var ikke længere i stand til at betale til huset, så dagen inden det røg på tvang, blev det solgt.

Man bliver ikke lykkelig af penge, men jeg var alligevel lidt heldig, for jeg vandt ca. 50 tusind kroner i Lotto. De penge brugte jeg på en campingvogn. Campingvognen blev mit hjem. Et hjem uden kone og børn. Men Jeg havde engang en veninde. Hun drak tre flasker sprut om dagen. Det gik sgu ikke så godt, for jeg havde ikke brug for flere alkoholikere i mit liv.

For et par år siden fik jeg så en barnevogn. I min barnevogn har jeg et blus. Et grydesæt, med tre små gryder. Mit tøj. En saks. En kuglepen. Min tandbørste og min sovepose. I min barnevogn, har jeg, hvad jeg har brug for. Når vejret er til det, og det er det for det meste, så sover jeg ved vandet, på bænke og hvad jeg nu ellers kan finde på. Mere vil jeg ikke afsløre, for det er jo min hemmelighed.

Om vinteren overnatter jeg på Natherberget på Perronen i Nykøbing Falster. Perronen blev jeg præsenteret for for et års tid siden. Her er jeg glad for at komme. Jeg får et varmt måltid mad hver dag, og jeg har mulighed for at vaske mit tøj og soveposen. Jeg kan også få mig et bad, og når jeg for eksempel mangler tøj eller sko, så kan perronen også hjælpe mig med det. Det er et godt sted for mig, at komme. Jeg har for nyligt været på Døllefjeldemusse-markedet. Her var min barnevogn sminket til med reklamer fra Værestedet Perronen. Jeg gjorde en god reklame for stedet. Det er jeg sgu ret stolt af, og jeg er stadig høj i hatten af den fede oplevelse.

Når jeg har tænkt tanken om, hvordan det ville være med et liv uden alkohol og barnevogn, så er det helt håbløst for mig at tænke tanken til ende. Jeg er dybt alkoholiker, og det er umuligt at tænke på nogen lykkelig udgang. Et er mit misbrug, men jeg har et rigtig dårligt ben. Jeg kommer aldrig nogensinde på arbejdsmarkedet igen. Aldrig. Jeg giver op, når jeg ringer til min læge. De forstår mig ikke. Men min søster derimod, har altid været der for mig, hun hjalp mig i skolen, og hun hjælper mig endnu.

Så hvis der på noget tidspunkt har været et vendepunkt i mit liv, så er det Værestedet Perronen. Her lytter de til mig. Jeg har f.eks. søgt om førtidspension, det får jeg meget hjælp til. Og der er altid en, jeg kan tale med. Enten med en bajer i hånden eller morgenkaffen, som jo er gratis. Ja, nu får jeg sgu helt tårer i mine øjne, men mit store ønske er at få min pension, så jeg kan gå rundt i fred og ro. Det ville give mig mere ro i mit liv. Meget mere ro…

Til sidst vil Jeg bare gerne sige," til alle jer, der sidder derhjemme et sted: Kom ned og se, om vi ikke har et godt tilbud til jer! På Perronen er der jo altid kaffe og te på kanden, fra kl 8 – 15 på alle hverdage.